Kasper Schmeichel redder et skud i semifinalen ved EM i 2021
Kasper Schmeichel redder et skud i semifinalen ved EM i 2021. Af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Kasper Schmeichel

Faktaboks

Kasper Schmeichel

Kasper Peter Schmeichel

Født
5. november 1986, København

Artikelstart

Kasper Schmeichel er en dansk fodboldmålmand, der spiller for den franske klub Nice og for det danske landshold. Han har spillet i alt 89 landskampe for Danmark (pr. 30. november 2022). Kasper Schmeichel er søn af den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel.

Kasper Schmeichels klubkarriere

Kasper Schmeichel
Wes Morgan (f. 1984) og Kasper Schmeichel løfter FA Cup-pokalen efter Leicesters finalesejr på 1-0 over Chelsea den 15. maj 2021.
Kasper Schmeichel
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Kasper Schmeichel begyndte sin ungdomskarriere i den portugisiske klub Estoril, men skiftede i 2002 til den engelske klub Manchester Citys, hvor han i 2007 fik debut i Premier League. Kasper Schmeichel blev i Manchester City til 2009, men var i lange perioder udlejet til andre klubber, bl.a. Cardiff og Coventry.

Fra 2009 til 2010 spillede han i Notts County, fra 2010 til 2011 i Leeds United, og i sommeren 2011 skiftede han til Leicester City. Her blev Kasper Schmeichel hurtigt førstevalget på målmandsposten, og han var en stærkt medvirkende årsag til, at holdet i 2014 rykkede op i Premier League, ligesom han bidrog væsentligt til, at Leicester i 2016 overraskende vandt det engelske mesterskab.

Med Leicester vandt han desuden FA Cuppen i 2021. Kasper Schmeichel spillede i alt 414 kampe for Leicester, inden han i august 2022 blev solgt til den franske klub Nice.

Kasper Schmeichel på landsholdet

Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel jubler over Danmarks 2-0-sejr over Frankrig i Nations League den 25. september 2022.
Kasper Schmeichel
Af /Ritzau Scanpix.

Kasper Schmeichel var med i truppen til EM i fodbold i 2012, dog uden at få spilletid. Han debuterede på A-landsholdet den 6. februar 2013 i en venskabskamp mod Makedonien og blev året efter førstemålmand for Danmark.

I ottendedelsfinalen under VM i fodbold i 2018 mod de senere finalister fra Kroatien reddede han et straffespark i den forlængede spilletid og yderligere to i straffesparkskonkurrencen, hvilket dog ikke var nok til, at Danmark kunne vinde. Kasper Schmeichel blev kåret til kampens spiller.

Ved EM-slutrunden i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien) reddede Kasper Schmeichel et straffespark fra Harry Kane (f. 1993) i den forlængede spilletid af semifinalen mod England. Kane scorede dog på riposten, og England vandt kampen 2-1.

I kvalifikationsturneringen til VM 2022 gik der i 10 kampe blot 3 mål ind på Kasper Schmeichel; i otte af kampene holdt han målet rent. Ved selve slutrunden, hvor Danmark blev slået ud allerede efter gruppespillet, spillede han alle Danmarks tre kampe.

Priser

Kasper Schmeichel er af DBU blevet kåret til årets fodboldspiller i 2015, 2016, 2018 og 2019.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig