Faktaboks

Kasper Heiberg
Født
3. april 1928
Død
27. februar 1984

Kasper Heiberg, 3.4.1928-27.2.1984, dansk billedkunstner, søn af Edvard Heiberg; uddannet på Kunstakademiet 1948-56 hos bl.a. Vilhelm Lundstrøm.

Kasper Heiberg indledte sin kunstneriske løbebane som maler, og selv om han fra midten af 1960'erne næsten udelukkende beskæftigede sig med tredimensionale og skulpturelle objekter, vedblev han at betragte farven som sit egentlige interesseområde.

Kasper Heiberg havde fra første færd en ikke-akademisk, systematisk og eksperimentel tilgang til såvel maleri som skulptur. I begge medier drejede det sig for ham om at føre linje og farve fri af enhver beskrivende eller repræsentativ funktion i den hensigt at lade disse elementer fremtræde som primære, visuelle kvaliteter.

En mere overordnet bestræbelse gik ud på at bringe farven ud i rummet, hvilket bl.a. gav sig udslag i en række banebrydende udsmykningsarbejder, fx til Skjoldhøjkollegiet i Brabrand (1975) og Thisted Gymnasium (1978).

Kasper Heiberg udstillede med Den Frie Udstilling fra 1972; han modtog både Eckersbergs og Thorvaldsens Medalje (1971 og 1983).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig