Faktaboks

Kasper Dolberg

Kasper Dolberg Rasmussen

Født
6. oktober 1997, Silkeborg

Kasper Dolberg er en dansk fodboldspiller, der spiller for den belgiske klub Anderlecht og for det danske landshold. Kasper Dolberg har spillet i alt 45 landskampe og scoret 11 mål for Danmark (pr. 26. marts 2024).

Kasper Dolbergs klubkarriere

Kasper Dolberg
Kasper Dolberg i en kamp for Ajax Amsterdam. Foto fra 2017.
Kasper Dolberg
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Kasper Dolberg fik sin fodboldopdragelse i GFG Voel og siden Silkeborg IF. Allerede i 2015 debuterede han for Silkeborg IF i Superligaen, og efter blot tre kampe skiftede han samme år til den hollandske storklub Ajax Amsterdam; i 2016 fik han debut på klubbens førstehold. I alt spillede den målfarlige angriber 78 kampe og scorede 33 mål for Ajax og vandt bl.a. det hollandske mesterskab i 2019, inden han samme år blev solgt til den franske klub Nice. Her blev han i sin første sæson klubbens topscorer med 11 mål. Efter 74 kampe og 33 mål for Nice blev han i september 2022 udlejet til den spanske klub Sevilla FC. Opholdet i Spanien blev dog ingen succes, og allerede i januar 2023 skiftede Kasper Dolberg til TSG 1899 Hoffenheim i den tyske Bundesliga på en lejeaftale for resten af sæsonen. I sommeren 2023 blev han solgt til Anderlecht.

Klubber som seniorspiller

  • Silkeborg IF (2014-2015)
  • Ajax Amsterdam (2015-2019)
  • Nice (2019-2023)
  • Sevilla (2022-2023, udlejet)
  • Hoffenheim (2023, udlejet)
  • Anderlecht (2023-)

Titler

  • Hollandsk mester med Ajax Amsterdam i 2019
  • Hollandsk pokalvinder med Ajax Amsterdam i 2019

Kasper Dolberg på landsholdet

Kasper Dolberg har repræsenteret Danmark på flere forskellige ungdomslandshold og debuterede i 2016 på A-landsholdet. Han deltog i VM-slutrunden i 2018, hvor Danmark nåede ottendedelsfinalen, men fik sit helt store landsholdsgennembrud under EM-slutrunden i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien), hvor Danmark nåede semifinalen. Ved turneringen scorede Dolberg to mål i Danmarks 4-0-sejr over Wales i ottendedelsfinalen samt det andet danske mål i 2-1-sejren over Tjekkiet i kvartfinalen. Kasper Dolberg deltog også i VM-slutrunden i 2022.

Priser

Kasper Dolberg blev kåret til Årets Fund i 2016.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig