Karneades fra Kyrene, ca. 215-129 f.Kr., græsk filosof, fra ca. 160 f.Kr. leder af Akademiet i Athen. Ligesom sin ældre forgænger Arkesilaos skrev Karneades intet, og hans tænkning må rekonstrueres ud fra andres gengivelser af, hvad han sagde.

Hans vigtigste indsats var en skarpsindig kritik af samtidige epikuræiske og især stoiske filosoffers argumenter for sikker viden og absolut sandhed; hvad der i det daglige liv syntes sandt, rakte til at udføre de handlinger, man måtte skulle udføre (probabilisme). Sandhed i absolut forstand kan ikke bestemmes. Når man kunne argumentere lige overbevisende for og imod enhver påstand, kunne påstanden hverken være sand eller falsk, og man bør afstå fra at tilslutte sig den (epoche). Karneades' argumenter både for og imod at handle retfærdigt vakte skandale ved en forelæsning i Rom i 155 f.Kr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig