Karlsbadprogrammet, Karlsbader Programm, de krav, som den sudetertyske leder Konrad Henlein, tilskyndet af Hitler, stillede til den tjekkoslovakiske regering 24.4.1938 i byen Karlsbad (nuv. Karlovy Vary i Tjekkiet). Karlsbadprogrammet krævede fuld autonomi for sudetertyskerne på et administrativt afgrænset territorium i Tjekkoslovakiet. Det reelle mål var dog at fremprovokere en konflikt med den tjekkoslovakiske regering, der kunne føre til områdets indlemmelse i Tyskland i overensstemmelse med nazisternes stortyske program om indlemmelse af alle folketyskere i Tyskland. Se Sudeterland og sudetertyskere.