Karl den Store

Frankerriget under Karl den Store.

.

Karl den Store. Bronzestatuette fra 800-t.; hesten er af senere dato.

.

Karl den Store. Jernkronen, corona di ferro, er den longobardiske kongekrone og formodentlig fra 800-t. Ifølge sagnet blev den båret af folkets konger. Karl den Store, tysk-romerske kejsere og til sidst Napoleon 1. i 1804 brugte den ved kroninger og andre ceremonier. Den 8 cm brede guldring, måske oprindelig en armring, er dekoreret med ædelstene, og ifølge legenden består den indre ring af et søm fra Kristi kors. Den opbevares i domkirken i Monza, Italien.

.

Karl den Stores tronstol i domkirken i Aachen; slutningen af 700-t. Tronstolen har muligvis sit forbillede i kong Salomons trone, der i GT beskrives således (1.Kong. 10,18-20): Den havde seks trin, ryglænet var foroven rundet bagud, på begge sider af sædet var der armlæn. Modsat Salomons trone, der var fremstillet af elfenben beklædt med guld, var Karls af genbrugt marmor fra romertiden. Tronstolen står endnu på sin oprindelige plads i kirkens øvre galleri; herfra kunne Karl overvære gudstjenesten, idet han kunne se direkte ned på højalteret.

.

Karl den Stores paladskapel blev opført i årene omkring 800 i Aachen; det er i dag en del af byens domkirke. Kapellets udformning er præget af de bygninger, kejseren så på sine rejser i Italien, og herfra stammer også marmorsøjlerne og andre byggematerialer. I det høje, ottekantede midterrum hænger en mægtig lysekrone fra ca. 1165, et symbol på det himmelske Jerusalem.

.

Karl den Store, lat. Carolus Magnus, fr. Charlemagne, 742/747-28.1.814, søn af karolingeren Pippin 3. den Lille; konge i Frankerriget fra 768, konge af Longobarderriget fra 774 og kejser fra 800.

Ved Pippin 3.s død i 768 delte Karl og hans bror Karloman riget imellem sig efter frankisk skik, og fra Karlomans død i 771 herskede Karl over det udelte Frankerrige. Han fortsatte sin fars støtte til paven i Rom, og da pave Hadrian 1. (772-795) blev truet af longobarderkongen Desiderius, angreb Karl bl.a. af den grund i 773 Longobarderriget. Efter en vanskelig krig besejrede han Desiderius og indlemmede i 774 Norditalien i sit rige.

Karl førte flere krige mod araberne i Spanien. I 778 angreb han den nordlige del uden særligt held, men det farefulde tilbagetog over Pyrenæerne blev kernen i det senere Rolandskvad. I slutningen af århundredet lykkedes det ham dog at oprette Den Spanske Mark til sikring af Frankerrigets sydligste egne. Han afsatte i 788 hertug Tassilo 3. af Bayern (d. efter 794) og inddrog hans land i riget. 791-796 erobrede han avarernes rige i det nuværende Ungarn.

Den længste krig førte han mod sakserne i det nuværende nordlige Tyskland. Han begyndte krigen allerede i 772, og den fortsatte med afbrydelser i mere end 30 år. Krigen var fuld af vildskab og brutalitet, og den førte til tvangskristningen af hele sakserfolket, inden den blev afsluttet i 804.

Karl kunne gennemføre denne ekspansive udenrigspolitik, fordi han for det meste havde sikret sig ro og ordnede forhold i selve Frankerriget. Han støttede sig her på lokale stormænd, og deri lå kimen til kommende tiders feudale stridigheder, når lokalmagten blev stærkere end centralmagten. Karl selv kunne styre udviklingen gennem sine udsendinge, missi dominici, og gennem den lovgivning, kapitularier, han udstedte.

Karl var blevet konge i et rige, der på mange områder var meget tilbagestående. Han forsøgte imidlertid med stor energi at udvikle landet og folket ved fx inden for landbrug, kirke, undervisning, kunst og kultur at gennemføre reformer, der på flere måder tog deres forbillede i antikken, og som man derfor i dag kalder den karolingiske renæssance. Han knyttede en række lærde personer til sit hof, fx Alcuin, Einhard og Paulus Diaconus, for med deres hjælp at kunne gennemføre det omfattende program.

Kejserkroningen juledag 800 i Peterskirken i Rom kan derfor betragtes som kulminationen på denne udvikling, men begivenheden har altid været omdiskuteret, og nogle vil hævde, at pave Leo 3. handlede på egen hånd, da han kronede Karl. Først ved traktaten i Aachen 812 blev denne handling accepteret af den byzantinske kejser i Konstantinopel. To år efter døde Karl i det Aachen, der nok har været hans foretrukne opholdssted, og hvor han havde ladet opføre et paladskapel, der også indvarslede en ny tidsalders arkitektoniske idealer på baggrund af antikke forbilleder.

Karl den Stores regeringstid blev et vendepunkt ikke blot i frankisk, men også i europæisk historie. Hans levned havde været af en sådan karakter, at der nødvendigvis senere hen i middelalderen måtte opstå en righoldig sagnagtig litteratur om hans person og bedrifter. I dag bliver han mest fremstillet som sindbillede på pater Europae, således som hans samtids lærde kaldte ham.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig