Karl Staaff, 1860-1915, svensk politiker og jurist, statsminister 1905-06 og 1911-14; en af den svenske politiske liberalismes mest fremtrædende skikkelser. Staaff var medlem af Riksdagens andetkammer fra 1896, fra 1900 for Liberala samlingspartiet, hvis formand han var fra 1907. Han spillede en vigtig rolle under forhandlingerne om opløsningen af unionen med Norge i 1905 og søgte i sin første regeringsperiode forgæves at udvide valgretten. Trods modstand fra Gustav 5. blev Staaff igen statsminister i 1911 med et liberalt og socialdemokratisk flertal bag sig. Han kom i skarp modsætning til højrefløjen og kongen pga. forsvarsspørgsmålet, hvor han afviste at øge bevillingerne. I sin såkaldte borggårdstale, rettet til svenske bønder i februar 1914 (se Bondetoget), udtalte kongen sig imod regeringen. Det førte til Staaffs afgang og en parlamentarisk krise, der først afsluttedes ved 1. Verdenskrigs udbrud i august samme år. Staaffs stærke indsats for en demokratisering af det politiske system med en kraftig udvidelse af valgretten, bl.a. til kvinder, førte til en radikalisering af det politiske liv med skærpede modsætninger mellem højre og venstre.