Karl Rahner, 5.3.1904-30.3.1984, tysk katolsk teolog, elev af Martin Heidegger og den belgiske jesuit Joseph Maréchal (1878-1944), fra 1922 medlem af jesuiterordenen, professor i teologi og filosofi ved tyske og østrigske universiteter. Efter adskillige vanskeligheder med de romerske myndigheder blev han udnævnt til teologisk sagkyndig på 2. Vatikankoncil (1962-65), på hvilket han øvede en indflydelse, der næppe kan overvurderes. Generelt fik Rahners syn på fx treenighedslæren og mellemkirkelige spørgsmål stor betydning for den løbende dialog mellem de kristne kirker. Hans omfattende forfatterskab er formentlig det betydeligste i 1900-t.s katolske teologi.