Efter giftermål med Jenny von Westphalen (1814-81) bosatte Karl Marx sig i 1843 i Paris som medredaktør ved et venstreliberalt tidsskrift, Deutsch-Französische Jahrbücher. Omkring det tidspunkt blev han socialist eller med et udtryk, han som regel selv brugte: kommunist, dvs. tilhænger af fælleseje af produktionsmidlerne.
Inspirationen kom dels fra kontakten med arbejdergrupper og tyske emigrantkredse i Paris, dels fra indgående kritiske studier af samfundsøkonomisk teori, bl.a. Adam Smith og David Ricardo, af de franske "utopiske" socialisters skrifter (Henri de Saint-Simon, Charles Fourier og Pierre-Joseph Proudhon) samt af historie og politik.
En artikel af Friedrich Engels om økonomiske spørgsmål, som blev offentliggjort i 1844, gjorde stort indtryk på Karl Marx, og snart efter besøgte Engels Marx i Paris, hvilket blev indledningen til et livslangt venskab og samarbejde.
I disse år lagde Karl Marx afstand til sine filosofiske læremestre, G.W.F. Hegel og Ludwig Feuerbach. Man kan også sige, at Karl Marx på original måde forenede den førstes dialektik med den andens materialisme. I Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie, Einleitung (1843-44) findes Karl Marx' berømte udsagn om, at "religion er folkets opium" og først vil blive overflødiggjort i det fremtidige kommunistiske samfund.
De posthumt udgivne Ökonomisch-philosophische Manuskripte (1844, udg. 1932) analyserer fremmedgørelsen. I markedsøkonomien bliver menneskenes arbejde og produktet heraf løsgjort fra deres kontrol og fremstår i form af markedskræfterne som en fremmed magt, der behersker dem.
I senere skrifter betones især arbejderklassens fremmedgørelse i forhold til produktionen som følge af, at en anden klasse besidder produktionsmidlerne og styrer produktionsprocessen med henblik på at forøge kapitalen mest muligt.
I Deutsche Ideologie, der er skrevet sammen med Friedrich Engels 1845-46 som et opgør med deres tidligere meningsfæller, unghegelianerne, hedder det bl.a.: "I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende; dvs. den klasse, som er samfundets herskende materielle magt, er samtidig dets herskende åndelige magt". Dette værk, der først blev udgivet i 1932, indeholder den første samlede fremstilling af Karl Marx' samfunds- og historiesyn, senere betegnet den materialistiske historieopfattelse.
Grundtanken heri er, at den samfundsmæssige historie følger et vist udviklingsmønster, der er kendetegnet ved, at modsætninger opstår og "løses" gennem overgang til en ny samfundsform. Forskellige stadier i denne historiske proces er slavesamfundet, det feudale samfund og det kapitalistiske samfund, der gennem sin udvikling skaber forudsætningerne for et socialistisk samfund uden klassemodsætninger.
I sit berømte forord til værket Zur Kritik der politischen Ökonomie (1859) omtaler Karl Marx disse teser som "ledetråd" for sit videre studium af det kapitalistiske samfund, det studium, der fik sin klassiske udformning i Kapitalen.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.