Karl Marx

Efter giftermål med Jenny von Westphalen (1814-81) bosatte Karl Marx sig i 1843 i Paris som medredaktør ved et venstreliberalt tidsskrift, Deutsch-Französische Jahrbücher. Omkring det tidspunkt blev han socialist eller med et udtryk, han som regel selv brugte: kommunist, dvs. tilhænger af fælleseje af produktionsmidlerne.

Inspirationen kom dels fra kontakten med arbejdergrupper og tyske emigrantkredse i Paris, dels fra indgående kritiske studier af samfundsøkonomisk teori, bl.a. Adam Smith og David Ricardo, af de franske "utopiske" socialisters skrifter (Henri de Saint-Simon, Charles Fourier og Pierre-Joseph Proudhon) samt af historie og politik.

En artikel af Friedrich Engels om økonomiske spørgsmål, som blev offentliggjort i 1844, gjorde stort indtryk på Karl Marx, og snart efter besøgte Engels Marx i Paris, hvilket blev indledningen til et livslangt venskab og samarbejde.

I disse år lagde Karl Marx afstand til sine filosofiske læremestre, G.W.F. Hegel og Ludwig Feuerbach. Man kan også sige, at Karl Marx på original måde forenede den førstes dialektik med den andens materialisme. I Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie, Einleitung (1843-44) findes Karl Marx' berømte udsagn om, at "religion er folkets opium" og først vil blive overflødiggjort i det fremtidige kommunistiske samfund.

De posthumt udgivne Ökonomisch-philosophische Manuskripte (1844, udg. 1932) analyserer fremmedgørelsen. I markedsøkonomien bliver menneskenes arbejde og produktet heraf løsgjort fra deres kontrol og fremstår i form af markedskræfterne som en fremmed magt, der behersker dem.

I senere skrifter betones især arbejderklassens fremmedgørelse i forhold til produktionen som følge af, at en anden klasse besidder produktionsmidlerne og styrer produktionsprocessen med henblik på at forøge kapitalen mest muligt.

I Deutsche Ideologie, der er skrevet sammen med Friedrich Engels 1845-46 som et opgør med deres tidligere meningsfæller, unghegelianerne, hedder det bl.a.: "I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende; dvs. den klasse, som er samfundets herskende materielle magt, er samtidig dets herskende åndelige magt". Dette værk, der først blev udgivet i 1932, indeholder den første samlede fremstilling af Karl Marx' samfunds- og historiesyn, senere betegnet den materialistiske historieopfattelse.

Grundtanken heri er, at den samfundsmæssige historie følger et vist udviklingsmønster, der er kendetegnet ved, at modsætninger opstår og "løses" gennem overgang til en ny samfundsform. Forskellige stadier i denne historiske proces er slavesamfundet, det feudale samfund og det kapitalistiske samfund, der gennem sin udvikling skaber forudsætningerne for et socialistisk samfund uden klassemodsætninger.

I sit berømte forord til værket Zur Kritik der politischen Ökonomie (1859) omtaler Karl Marx disse teser som "ledetråd" for sit videre studium af det kapitalistiske samfund, det studium, der fik sin klassiske udformning i Kapitalen.

På foranledning af den preussiske regering var Karl Marx i begyndelsen af 1845 blevet udvist fra Frankrig. Han bosatte sig herefter med familien i Bruxelles. Da det preussiske politi stadig holdt skarpt øje med ham, opgav han sit preussiske statsborgerskab.

I 1847 udgav han Misère de la philosophie, hvori han i stærkt polemisk form kritiserer Pierre-Joseph Proudhon for klichéagtigt at overføre hegelianske talemåder (tese-antitese-syntese mv.) til samfundsøkonomien. Dette skrift udgør sammen med arbejderoplysningsforedraget Lønarbejde og kapital fra samme år Karl Marx' første udpræget økonomiske arbejder.

I denne periode var Karl Marx mest optaget af politisk-organisatorisk aktivitet. Sammen med Friedrich Engels stiftede han i 1846 Den Kommunistiske Korrespondancekomité, men i 1847 tilsluttede de sig begge og blev i praksis ledere af Kommunisternes Forbund, der blev dannet af tyske flygtninge i London, Bruxelles og Paris.

Det blev overdraget Karl Marx og Friedrich Engels at skrive forbundets programskrift, som under titlen Manifest der Kommunistischen Partei (1848, da. Det Kommunistiske Manifest, 1898) blev udgivet i London, lige før Februarrevolutionen brød ud i Paris.

Dette berømte politiske kampskrift opsummerer i klare vendinger den kapitalistiske udvikling. Manifestet skitserer også et politisk program, afgrænser sig fra andre socialistiske strømninger og slutter med den internationalistiske parole: "Proletarer i alle lande, foren jer!"

Efter Februarrevolutionens udbrud i Paris i 1848 blev Karl Marx udvist af Belgien. Snart bredte revolutionsbølgen sig til Wien og Berlin, og Karl Marx slog sig ned i Köln for at fortsætte som skribent og organisator i den mest industrialiserede del af Tyskland.

Han blev chefredaktør for Neue Rheinische Zeitung: Organ der Demokratie, hvor tillige Friedrich Engels blev medarbejder. Avisen blev en oplagsmæssig succes, men måtte året efter ophøre som følge af modrevolutionens sejr. Karl Marx udvistes som statsløs, og via Paris kom han i 1849 til London, hvor han med sin familie boede resten af sit liv.

I London forsøgte Karl Marx i begyndelsen at fortsætte sin politiske aktivitet i det reorganiserede Kommunisternes Forbund. Fraktionsstridighederne i forbundet og den almindelige økonomiske opblomstring førte imidlertid Karl Marx og Friedrich Engels til den erkendelse, at revolutionen var forbi i denne omgang.

Karl Marx trak sig tilbage til studerekammeret, hvilket fortrinsvis vil sige British Museums bibliotek, hvor han genoptog sine historiske og samfundsøkonomiske studier.

En række artikler med fællestitlen Die Klassenkämpfe in Frankreich (1850, da. Klassekampene i Frankrig 1848-50, 1933) og artikelserien Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte (1852, da. Louis Bonapartes 18. Brumaire, 1947) konkretiserer den materialistiske historieopfattelse anvendt på den politiske sociologis område.

Men det teoretiske og empiriske studium af den kapitalistiske økonomis "bevægelseslove" med kapitalismens mest fremskredne land, Storbritannien, som eksempel, blev hovedbeskæftigelsen frem til midten af 1860'erne.

Arbejdet blev dog i lange perioder afbrudt af dels sygdom, dels journalistisk arbejde for bl.a. The New York Daily Tribune. Indtægterne fra Tribune samt finansiel støtte fra Friedrich Engels, der nu var ansat på sin fars tekstilfabrik i Manchester, kunne ikke hindre familien Karl Marx' yderste fattigdom i disse år.

Af hovedværket Kapitalens tre tykke bind udkom kun det første fra Karl Marx' egen hånd, i 1867 (da. 1885). Bind 2 og 3 blev efter Karl Marx' død redigeret og udgivet af Friedrich Engels i hhv. 1885 (da. 1887) og 1894 (da. 1972) på grundlag af mere eller mindre ufærdige manuskripter (de fleste skrevet før Karl Marx' endelige redigering af bind 1).

Værket indeholder en indgående analyse af, hvordan profitten eller merværdien opstår, hvordan jagten på øget merværdi foregår, og hvordan processen ifølge Karl Marx på én gang fører til øget utryghed for arbejderne og en kolossal udvikling af produktivkræfterne. Fremstillingen er strengt logisk opbygget og samtidig rig på konkret stof, bl.a. baseret på de engelske fabriksinspektørberetninger. De tre bind af Kapitalen rummer også nogle omdiskuterede ansatser til forklaring af kapitalismens økonomiske kriser.

Et lidt bredere anlagt råudkast til Kapitalen, skrevet 1857-58, blev først udgivet 1939-41 med titlen Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie. 1862-63 havde Karl Marx desuden arbejdet på en kritisk fremstilling af den økonomiske teoris historie, formentlig tænkt som en slags fjerde bind af Kapitalen. Med titlen Theorien über den Mehrwert blev dette manuskript i en kraftigt redigeret version udgivet 1905-10 af tyskeren Karl Kautsky (da. 1979).

I 1864 var Karl Marx med til at stifte Den Internationale Arbejderassociation, der senere er blevet kaldt Første Internationale. Dette forbund af arbejdersammenslutninger fra de mest udviklede lande havde til formål at modvirke internationale strejkebrydere og virke for arbejderklassens politiske styrkelse. Karl Marx kom hurtigt ind i generalrådet og forfattede forbundets program og statutter.

I en foredragsrække, han holdt i generalrådet i 1865 (senere udgivet under titlen Lohn, Preis und Profit (da. Løn, pris og profit, 1933)), anvendte han sin økonomiske teori i et forsvar for gennemførligheden af fagforeningskamp for kortere arbejdstid og bedre løn. Han understregede imidlertid, at fagforeningerne ville forfejle deres mål, hvis de undlod at "bruge deres organiserede kraft som løftestang for arbejderklassens endelige frigørelse".

Internationalen blev efterhånden præget af stridigheder mellem Karl Marx' linje og bl.a. den russiske anarkist Mikhail Bakunins. Karl Marx mente, at Mikhail Bakunin ignorerede betydningen af tålmodigt partiopbyggende arbejde. For at nå endemålet måtte arbejderklassens store folkeflertal kæmpe sig frem til den politiske magt og dernæst med sit eget regeringsapparat gennemtvinge den besiddende klasses afståelse af produktionsmidlerne.

Dette regeringsapparat skulle bygge på en form for direkte demokrati. Karl Marx beskrev i The Civil War in France (1871, da. Pariserkommunen (Borgerkrigen i Frankrig), 1946) Pariserkommunen marts-maj 1871 som et eksempel herpå. Han mente, at først efter en overgangsperiode kunne det klasseløse samfund være tilvejebragt, og et statsligt magtapparat dermed være overflødigt.

Karl Marx' linje sejrede på Internationalens kongres i 1872, og Mikhail Bakunin blev udelukket. For at dæmme op for Bakunins tilhængere og som modtræk over for politiets chikane mod socialister efter Pariserkommunens nederlag fik Karl Marx og Friedrich Engels generalrådets sæde overført til New York. Organisationens betydning aftog imidlertid herefter. Men Karl Marx var nu en vigtig inspirationskilde og korresponderende rådgiver for lederne af det ene af de to arbejderpartier i Tyskland.

I 1875 blev de to partier sluttet sammen, og Karl Marx skrev nogle kritiske Randglossen zum Program der deutschen Arbeiterpartei (1875). Heri findes nogle af hans relativt sjældne ytringer om det fremtidige socialistiske eller kommunistiske samfund af "frit sammensluttede mennesker".

I den første udviklingsfase af dette samfund måtte princippet for fordeling af samfundsproduktet (efter fradrag til investeringer og social forsorg) være "til enhver efter arbejdsydelse". Først "i en højere fase [...] kan samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!"

Karl Marx forsøgte i sine sidste år at hellige sig færdiggørelsen af Kapitalens andet og tredje bind, men sygdom hindrede ham deri. Friedrich Engels bidrog efter han død på afgørende måde til at udbrede kendskabet til Karl Marx' idéer og til at popularisere dem.

I nyere tid har nogle kommentatorer set et skel mellem en humanistisk orienteret ung Karl Marx med fokus på fremmedgørelsen og den ældre Marx, der skulle være snævert økonomisk orienteret. Men temaet om fremmedgørelse og om forudsætningen for dens ophævelse går igen i Karl Marx' manddomsskrifter, fx mange steder i Kapitalen.

Snarere kan man tale om et skel imellem Karl Marx' egen videnskabelige orientering og de forskellige dogmatiseringer af hans lære, der kom til at florere efter hans død. Friedrich Engels har berettet, at Karl Marx på sine ældre dage af og til følte sig provokeret til at fastslå: "Et er sikkert, jeg er ikke marxist".

Læs mere i Den Store Danske

• marxisme
• hegelianisme