Karl Krøyer

Faktaboks

Karl Krøyer
født:
21. august 1914
død:
19. august 1995

Karl Krøyer, 21.8.1914-19.8.1995, dansk opfinder, fabrikant og generalkonsul. Karl Krøyer udviklede en række tekniske opfindelser, bl.a. en forbedret proces til kontinuert fremstilling af glukose ud fra stivelse og det lysreflekterende vejmateriale synopal.

Karl Krøyer udviklede desuden en metode til at hæve sunkne skibe vha. luftfyldte polystyrenkugler (krøyerkugler). Metoden er ikke slået an, men har været anvendt i to meget omtalte tilfælde: I 1967 hævede man M/S Martin S fra 50 m dybde ved Sukkertoppen, Grønland, og slæbte den til Nakskov, og i 1964 rettede man et kæntret skib op i Den Persiske Golf. Et problem ved metoden er, at man ikke kan styre opdriften, så skibet kommer op med voldsom kraft.

Karl Krøyer blev tildelt den tyske Diesel-Medalje i guld 1969 og the Golden Plate Award af American Academy of Achievement 1971.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig