Karl Kerényi, (ung. Károly Kerényi), 19.1.1897-14.4.1973, ungarsk-schweizisk klassisk filolog og religionshistoriker, fra 1943 bosat i Schweiz, hvor han 1948-57 arbejdede sammen med C.G. Jung på dennes institut i Zürich. Kerényi huskes særligt for sine studier i græsk mytologi og religion, som han bl.a. så i lyset af Jungs psykologi; sammen skrev de bl.a. Einführung in das Wesen der Mythologie (1941). Sin brevveksling med Thomas Mann 1934-55 udgav Kerényi selv i 1960.