Karl Harry Pribram, 1919-2015, amerikansk neurolog og psykolog, i en årrække professor ved Stanford University. Pribram var kybernetiker og kognitionspsykolog. Sammen med bl.a. George A. Miller prøvede han i et banebrydende pionerarbejde, Plans and the Structure of Behavior (1960), at anvende kybernetiske og informationsteoretiske modeller i psykologien.
Pribram er desuden kendt for sin teori om holonomi, hvor han påpegede, at hjernen fungerer ligesom et hologram (se holografi), hvor helheden findes i delene. Det gælder fx hukommelsen, der efter en lokal hjerneskade godt kan bevares, om end i mindre tydelig form. Hans hovedværk er The Languages of the Brain (1971).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.