Karl Carstens, 14.12.1914-30.5.1992, tysk politiker og jurist, Vesttysklands præsident 1979-84. Carstens havde høje poster i udenrigs-, forsvars- og kanslerministeriet under borgerlige regeringer 1961-69. Som medlem af Forbundsdagen for CDU 1972-79 var han 1973-76 gruppeformand for CDU/CSU og 1976-79 formand for Forbundsdagen, hvorefter han blev forbundspræsident. Carstens var udpræget konservativ og bl.a. modstander af Willy Brandts Øst- og Tysklandspolitik.