Karien, i oldtiden et landskab langs Lilleasiens vestkyst mellem floderne Maiandros mod nord og Indos mod syd. Karerne var et indoeuropæisk-talende folkeslag, bosat i højtliggende befæstede landsbyer. I protogeometrisk tid (ca. 1050-900 f.Kr.) blev Kariens kyst koloniseret af dorisktalende grækere, bortset fra Milet og Myous, der blev koloniseret af jonerne og siden hen regnet med til Jonien. Fra arkaisk tid var dorerne i Karien bosat i bystater, af hvilke Halikarnassos og Knidos var de vigtigste. De kariske bystater var i 400-t. f.Kr. medlemmer af Det Deliske Søforbund. I 395 f.Kr. blev Karien et selvstyrende satrapi i Perserriget. Indtil Alexander den Stores erobring af Lilleasien i 334 f.Kr. blev satrapiet regeret af et karisk kongehus, hekatomniderne, og under Mausolos (377-353 f.Kr.) blev hele regionen gennemgribende helleniseret.