Karakum

Karakum, ørken i det sydlige Centralasien mellem Aralsøen og Iran; ca. 350.000 km2. Ørkenen dækker 90% af Turkmenistans territorium og er stort set ubeboet bortset fra enkelte oaser. Den kendteste, Mary (Merv), har en lang historie som station på vigtige karavaneruter. Byens omegn rummer meget store naturgasfelter; i alt ca. 2% af verdens kendte naturgasreserver.

Den 1375 km lange Karakumkanal bringer vand fra Amu Darja tværs over ørkenen til Turkmenistans bomuldsmarker og hovedstaden Asjkhabad; den er sejlbar til Mary. Kanalen er gravet i sand, og der er et meget stort vandspild. Det kolossale kanal- og kunstvandingsprojekt fra 1950'erne og 1960'erne er et typisk eksempel på samtidens optimistiske tro på problemfri udnyttelse af naturen. Det bærer bl.a. hovedansvaret for Aralsøens udtørring.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig