Traditionelt hus i Kano. Foto: 1980.

.

Moskeen i Kano. Foto: 1980.

.

Fulani med kvæg.

.

Fulani mælkemarked. Foto: 1980.

.

Kano, delstatshovedstad i det nordlige Nigeria; 2,16 mio. indb. (2006), hvoraf størstedelen er muslimske hausaer. Kano er Nigerias ældste by og har i århundreder været den vigtigste handelsby i Sudan-Sahel-regionen. Arkæologiske fund er dateret til 500-t., og i 1100-t. blev byen befæstet med en over 20 km lang bymur i ler. Kano opbyggede en magtfuld hær og fik kontrol over transsaharahandelen med guld og salt. I 1400-t. blev Kano et islamisk sultanat med tætte forbindelser tværs over Sahara; man specialiserede sig i eksport af indigofarvede tekstiler og rødt "Marokkolæder". I midten af 1500-t. fik den også handelskontakt med europæerne. I 1800-t. blev byen først belejret af fulanierne og siden af europæere; britiske tropper tog magten i 1903. I kolonitiden praktiserede briterne et indirekte styre med emiren ved magten.

Byens betydning er vokset i 1900-t. Jernbanen kom hertil i 1912, en lufthavn blev bygget i 1937, og hertil kom et forholdsvis udbygget vejnet. I 1990'erne fik byen hyppige internationale flyforbindelser.

Kanos lange historie og den aktuelle økonomiske position afspejles i byens opbygning med en særlig blanding af det traditionelle og det moderne. Den gamle bydel ligger forholdsvis intakt med byporte, rester af bymuren og traditionelle hausahuse med fine dekorationer. Emirens palads, den store moské og museet er fremtrædende bygninger, og fra Kurmimarkedet stråler det gamle vejnet ud i alle retninger. Der er mange små, krogede gader, der ofte fører frem til pladser, hvor indigofarvning af tekstiler og læder fortsat foregår i huller i jorden. Uden for denne bydel ligger jernbanestationen og de moderne forretningskvarterer. Kanos centrum udgøres af byens største marked, Sabon Gari Market, der ligger lige uden for den gamle bydel. Mod øst ligger industrikvarterer med bl.a. tekstilfabrikker.

Kano State (ca. 10 mio. indb.) har Nigerias største kvæghold, der helt overvejende er ejet af fulanier. Området er i øvrigt kendt for dyrkning af hirse, jordnødder og bomuld. Pyramider af sække med jordnødder er et karakteristisk og velkendt motiv fra Kano.

I 2000 indførtes sharia-lovgivning i delstaten. Det udløste årene efter voldsomme uroligheder og kampe mellem især kristne og muslimer. Den islamistiske gruppe Boko Haram har således angrebet byens kristne kirker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig