Kangerlussuaq er en fjord i den nordligste del af Kommuneqarfik Sermersooq i Østgrønland. Fjorden har et rigt dyreliv med fugle og pattedyr og har givet grundlag for flere bebyggelser. Både ved mundingen og i det indre af fjorden er der fundet ruinpladser. Bygden Kangerlussuaq blev oprettet som vejrmeldestation i 1930'erne, og i 1947 udflyttede ca. 25 grønlændere hertil. Siden midten af 1990'erne benyttes stedet især som vinterfangstplads.