Kang Youwei, 19.3.1858-21.3.1927, ledende filosof og kejserlig rådgiver i 1898-reformbevægelsen i Kina under kejser Guangxu. Kang har især haft betydning med sine radikale fortolkninger af de kongfuzianske klassikere. Han ville vise, at værkerne både indeholdt reformorienterede idéer og gav mulighed for en institutionel modernisering af Kina efter vestligt mønster. Efter 1898-bevægelsens sammenbrud gik Kang i eksil, hvor han fortsatte med at arbejde for en ændring af det kinesiske politiske system, uden at han dog opnåede indflydelse igen. Hans kendteste værk er Datong Shu (1902, Bogen om den store enhed).