Kalix, by i Nordsverige ved Kalixälvens udløb og 50 km fra den finske grænse; 7299 indb. (2011). Byen har en kirke fra 1400-t. I 1900-t. har den udviklet sig til et service- og industrisamfund med Norrbottens landsting som en væsentlig arbejdsgiver. I bymidten ligger svenske, finske og russiske soldater fra krigen 1808-09 begravet.