Kalanchoë

Kalanchoë. Flere arter af slægten dyrkes som stueplanter. Tv. klokkekalankoe, Kalanchoë manginii, med hængende blomster i åben top. I midten en af de mange former af K. blossfeldiana, der dyrkes under navnet brændende kærlighed. Th. K. tubiflora, der er interessant ved, at bladspidserne danner yngleknopper, der let falder af; dette var Goethes yndlingsplante, der stadig dyrkes som potteplante i vinduerne i Goethes hus i Jena.

.

Kalanchoë, slægt i stenurtfamilien med ca. 145 arter, især i Sydafrika og tropisk Asien. Planterne er urteagtige eller halvbuske med tykke, saftige blade. De ofte ret store, røde eller gullige, firetallige blomster sidder i kvaste og kan være oprette eller hængende, rør- eller klokkeformede. Mange arter dyrkes; i Danmark findes således flere arter og former som stueplanter.

En af de dyrkede arter, Kalanchoë blossfeldiana, alm. koraltop, har været kaldt brændende kærlighed. Dette navn bruges dog også om flere andre planter, bl.a. den beslægtede stueplante Crassula coccinea og havestauden Silene chalcedonica.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig