Kalambaka

Kalambaka, græsk by 22 km NV for Trikala i amtet af samme navn.

Kalambaka har 7721 indb. (2001) og ligger ved foden af den nordlige del af Pindosbjergkæden. Kalambaka er en landbrugs- og handelsby med betydelig turisme i kraft af middelalderklostrene i Meteora, 3 km nord for byen.

Katedralen i Kalambaka har mosaikker og freskoer fra 1000-1500-t. og kretensiske freskoer fra 1573. Den fritstående, monumentale ambo i marmor er unik og stammer sammen med kirkens fundament antagelig fra tidlig kristen tid. Byen har jernbane- og busforbindelse til Volos og Athen.

I antikken var byen kendt under navnet Aiginion og som Stagoi i den byzantinske periode, da byen blev bispesæde i 900-t.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig