Kai Winding, 1922-1983, dansk-amerikansk jazzbasunist. Han var i midten af 1940'erne en del af det spirende bebopmiljø i New York og spillede derefter med bl.a. Benny Goodman og Stan Kenton og havde fra 1954 i flere perioder kvintet med basunisten J.J. Johnson. I 1960'erne var han studiemusiker og musikalsk leder for Playboy-klubberne. Med sit enkle og robuste spil var Winding anerkendt som en af bebopperiodens mere personlige basunister.