Kai Mottlau, 1902-1984, dansk maler, uddannet på Kunstakademiet 1924-26. Mottlau dyrkede en lyrisk naturalistisk udtryksform, især i landskaber fra Nordsjælland. I 1966 afsluttede han en større udsmykning til Tinglev Forsamlingshus. Mottlau havde flere tillidshverv og var 1943-79 formand for Koloristerne. Han modtog Eckersbergs Medalje i 1953.