Kaesong

Kaesong, by i det sydlige Nordkorea, tæt ved den 38. breddegrad og grænsen til Sydkorea; 308.400 indb. (2008). Kaesong er en af Koreas ældste byer. Den var under navnet Songdo hovedstad i Koryodynastiet (935-1392) og rummer kongegrave, templer og paladser, men meget blev ødelagt under Koreakrigen. Kaesong er dog den by i landet, som blev mindst ødelagt, idet våbenstilstandsforhandlingerne fandt sted i byen fra juli 1951.

Kaesong er kendt for sin århundredlange eksport af urtemedicinen ginseng og for sin porcelænsproduktion. Nu er byen et center for Nordkoreas letindustri.

I 2004 åbnede em industripark, som drives i fællesskab af Nord- og Sydkorea. Adskillige sydkoreanske virksomheder, bl.a. Hyundai, er aktive i zonen, hvor omkring 53.000 nordkoreanere arbejder (2013). Industriparken er en af Nordkoreas vigtigste kilder til hård valuta. Efter at forholdet mellem de to stater blev kraftigt nedkølet i foråret 2013 blev produktionen i industriparken blevet lukket, men siden genåbnet. I 2016 blev den lukket igen som reaktion på nordkoreanske atomforsøg, og dens fremtid er usikker

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig