Kabelvåg, nordnorsk by på sydsiden af Austvågøy; 1640 indb. (2005). Kabelvåg er Lofotens ældste fiskerleje, kendt fra sagaerne, da kong Øystein i 1120 byggede rorbuer (fiskehytter) og Lofotens første kirke her. Byen rummer et fiskerimuseum og Lofotakvariet; beskæftigelsen er præget af fiskerirelateret service og industri.