KFUM-Spejderne i Danmark

.

KFUM-Spejderne i Danmark, børne- og ungdomsorganisation, stiftet 1910 af Jens Grane (1880-1961). Korpsets arbejde er kirkeligt og har til formål at lade børn og unge møde det kristne evangelium og i overensstemmelse med den internationale spejderbevægelses idé oplære dem til selvstændighed, medansvar, demokratisk livsholdning og mellemfolkelig forståelse.

KFUM-Spejderne i Danmark har ca. 27.000 medlemmer fordelt på mere end 500 lokale grupper over hele landet (2016). Aktiviteterne ledes af frivillige, ulønnede ledere. KFUM-Spejderne var oprindelig kun for drenge. I 1976 blev de første piger optaget i korpset, og i dag har næsten alle grupper både piger og drenge som medlemmer. Uniformen er grøn. Aktiviteterne henvender sig til børn og unge fra seks år og foregår aldersopdelt i bævere, ulve, juniorspejdere, spejdere, seniorspejdere og rovere. Spejderaktiviteterne hos KFUM-Spejderne er opdelt i ni temaer: samfund, kirke, spejderfællesskab, klar dig selv, naturen, iagttagelse, orientering, pionering og lejrliv.

Hvert femte år afholder KFUM-Spejderne en international korpslejr med mere end 15.000 deltagere. I 2012 afholdtes for første gang en fælles landslejr, Spejdernes Lejr, for Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De Grønne Pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

KFUM-Spejderne i Danmark ejer Houens Odde Internationale Spejdercenter ved Kolding og er medlem af World Organization of the Scout Movement, WOSM.

Se også spejderbevægelsen og KFUM.

KFUM-Spejderne i Danmarks hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig