KFK-koncernen, fra 2003 BioMar A/S, dansk foderstofvirksomhed, stiftet i 1896 som KFK — Korn- og Foderstof Kompagniet af østjyske købmænd på initiativ af Hans Broge og H. Meulengracht (1845-1925); aktieselskab siden 1913.

KFK udviklede sig i 1960'erne til landets største foderstoffirma, og efter den såkaldte grovvarekrig i 1975 fik Norsk Hydro efterhånden aktiemajoriteten i KFK. I 1990'erne blev KFK en af Europas største producenter af fiskefoder og udstyr til aquaproduktion (Dansk Ørredfoder A/S og BioMar A/S), og virksomheden blev markedsledende i Skandinavien inden for produktion og salg af foder og udstyr til hobbydyr og vildfugle (B-S PET PRODUCTS A/S). KFK erhvervede i 1996 aktiemajoriteten i Svenska Foder AB.

I 2002 solgte koncernen sine hovedaktiviteter, bl.a. danske korn- og foderstofaktiviteter, til et konsortium bestående af DLG og syv mindre, danske grovvareselskaber. Den fortsættende del af KFK skiftede navn til Treka A/S og bestod af BioMar A/S og EcoNordic, som fremstillede biobrændsel (træpiller/-briketter).

EcoNordic blev solgt 2003 til Statoil (nu Statoil EcoNordic). Norsk Hydro var fortsat hovedaktionær, men solgte i 2005 sin bestemmende indflydelse i det fortsættende selskab BioMar Holding A/S til aktieselskabet Schouw & Co.

I 2012 havde BioMar Gruppen en omsætning på 8,2 mia. kr. med produktionsfaciliteter i syv lande og 1000 ansatte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig