K2

K2, Mount Godwin Austen, Qogir Feng, Dap-sang, bjergtinde i Karakorum i pakistansk Kashmir; 8611 m, verdens næsthøjeste bjerg (efter Mount Everest). Området blev kortlagt af briter i 1856. De første to, men forgæves, forsøg på at nå toppen fandt sted i 1902 og 1909, hvorefter bjerget blev anset for at være ubestigeligt. Næste forsøg var amerikansk og skete i 1938, hvor man nåede 8000 m. Første gang, K2 blev besteget, var 31.7.1954, da Achille Compagnoni og Lino Lacedelli fra et italiensk hold under ledelse af Ardito Desio nåede toppen, 14 måneder efter, at Everest var blevet besteget. I 1978 nåede en japansk ekspedition toppen, som derefter har været besteget adskillige gange. For hver fjerde, som har nået toppen, er én omkommet, hvorfor bjerget har den næsthøjeste dødsrate (efter Nanga Parbat) af bjerge over 8000 m.

Andre K-bjerge

Bjergtinden Masherbrum er også kendt som K1. Dens højde er 7821 m og dermed verdens 22. højeste. Den ligger i det pakistanske område Gilgit. Her ligger også K6 Baltistan Peak (7282 m og verdens 89. højeste).

Bjergtinden Broad Peak kaldtes tidligere K3. Dens højde er 8047 m og dermed verdens 12. højeste. Den ligger i bjergpartiet Gasherbrum på grænsen mellem Pakistan og Kina.

Bjergtinderne Gasherbrum II og Gasherbrum I (Hidden Peak) er også kendt som hhv. K4 og K5. Deres højde er 8035 m og 8068 m, og de er dermed verdens 13. og 11. højeste. De ligger begge i Karakorum-bjergpartiet. Tinderne K7 (6934 m) og K12 (7468 m) ligger begge i Pakistan. Sidstnævnte er det 51. højeste.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig