K. Barry Sharpless, f. 28.4.1941, amerikansk kemiker, professor ved Scripps Research Institute i Californien. Sammen med W. Knowles og R. Noyori fik han i 2001 nobelprisen i kemi for sin forskning i katalytisk, asymmetrisk syntese. Han udviklede i 1980 en metode, hvorved alkoholer og andre stoffer kan oxideres til kirale (asymmetriske) produkter. Metoden er blevet brugt bl.a. til fremstilling af betablokkere, der anvendes til behandling af blodtryksforhøjelse og visse hjertesygdomme.