Faktaboks

K.M. Klausen

Kristoffer Marqvard Klausen

Født
28. september 1852
Død
19. januar 1924

K.M. Klausen var en dansk politiker. Han var en af de betydeligste og sagligt bedst funderede af de første socialdemokratiske parlamentarikere.

Klausen var læreruddannet og i en årrække tilknyttet Københavns skolevæsen. Han var først venstremand, blev derefter midt i 1880'erne socialdemokrat og udarbejdede i 1888 partiets første kommunalpolitiske program.

I 1893 blev han og Jens Jensen som de første socialdemokrater indvalgt i Københavns Borgerrepræsentation. Fra 1900 til 1914 var han rådmand i magistratens 1. afdeling. Klausen blev medlem af Folketinget i 1895 og fik straks sæde i Finansudvalget, hvis formand han var fra 1913 til 1920. Han var tillige sit partis ordfører i militær- og skolepolitiske spørgsmål; især skolen havde hans interesse. Da Folketinget i 1919 nedsatte en kommission til vurdering af skolevæsenet, blev han formand, og skolelovgivningen i 1930'erne tog bl.a. afsæt i kommissionens arbejde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig