Kølbygård, geologisk lokalitet ved Hunstrup, 14 km nordøst for Thisted. I kridtskrænten ses spor efter de voldsomme ændringer, der for 65 mio. år siden - på Kridt-Tertiær-grænsen - medførte, at hovedparten af alle dyrearter på Jorden uddøde, bl.a. dinosaurerne. Stedet viser overgangen mellem Jordens geologiske middelalder og nyere tid.

I kridtskrænten - som ligger på privat grund - er lag af skrivekridt og Danienkalk adskilt af et lerlag. Begge bjergarter består især af mikroskopiske kalkskaller (coccolitter), men det er forskellige arter, der findes over og under lerlaget, hvilket skyldes den ændrede sammensætning af havets organismer ved Kridt-Tertiær-grænsen.

Aflejringerne er sket på forholdsvis lavt vand og kan ses i dag, fordi en salthorst i Thys undergrund har presset kalklagene op til overfladen. Under istiden har gletsjere slidt på kalkknuden, og havet har vasket profilet frem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig