Artikelstart
Københavns Kommune er en kommune, der omfatter de centrale dele af Storkøbenhavn, beliggende på øerne Sjælland, Slotsholmen og Amager. Med 602.481 indbyggere (2017) er kommunen langt den største i landet, målt efter indbyggertal. Københavns Kommune er uberørt af Strukturreformens kommunesammenlægninger i 2007.
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune består af 55 medlemmer (2020). Frank Jensen fra Socialdemokratiet var overborgmester 2010-2020. Lars Weiss (f. 1971) er fungerende overborgmester i København fra 19. oktober 2020.
Befolkningstallet kulminerede i 1950 med 768.000 indbyggere og faldt herefter frem til 1992 for siden atter at vokse. Væksten i 1990'erne skyldtes især tilflytninger fra både ind- og udland, mens væksten derefter skyldes et fødselsoverskud.
Efterhånden som de mange tilflyttere fra før 1950 er døde, er der sket en udskiftning af befolkningen i kommunen. Mange yngre familier bor i kommunens nye byggerier, og indvandrere har overtaget boligerne i en væsentlig del af den ældre boligmasse.
I øvrigt er befolknings-sammensætningen præget af byens rolle som undervisningscenter; en fjerdedel af indbyggerne er unge i tyverne, som primært bebor boligmassens mange små lejligheder.
Kommunen administrerer et årligt budget på 47,3 mia. kr. (2014) og er med over 45.000 ansatte (2014) Danmarks største arbejdsplads. Den gennemsnitlige indkomst for kommunens borgere er ca. 10 procent lavere og gennemsnitsformuen under halvdelen af niveauet for Hovedstadsområdet som helhed. Københavns Kommune har siden 1917 været ledet af Socialdemokratiet.
Se også København.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.