Københavns Belysningsvæsen Gadebelysningsafdeling 1970
Københavns Belysningsvæsen Gadebelysningsafdeling 1970
Licens: CC BY SA 3.0

Københavns Belysningsvæsen, KB, kommunalt ejet energiselskab, der indtil 1999 forsynede beboerne i Københavns, Tårnby og Dragør Kommuner med elektricitet, fjernvarme og gas.

København fik sit første kommunale gasværk, Vestre Gasværk, i 1857. Pga. en øget efterspørgsel, også fra andre bydele, åbnedes Østre Gasværk i 1878. Selskabet Københavns Gasværker ændrede i 1891 navn til Københavns Belysningsvæsen, og året efter åbnedes byens og Danmarks første kommunale elværk, Gothersgade Elværk. Navneskiftet skyldtes, at både gas og elektricitet på den tid primært blev anvendt til belysning. Elforsyningen blev derefter udbygget med Vestre Elværk i 1898, Østre Elværk i 1903 og H.C. Ørsted Værket i 1920. Fra 1925 blev en del af elproduktionen omlagt til kombineret el- og varmeproduktion, således at byens borgere også kunne forsynes med fjernvarme. I 1953 idriftsatte Københavns Belysningsvæsen Svanemølleværket og i 1971 Amagerværket, begge med kombineret el- og fjernvarmeproduktion.

I 1999 omorganiseredes selskabet og ændrede navn til Københavns Energi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig