København - musik - jazz og rock

København - musik - jazz og rock, København har siden 2. Verdenskrig haft et rigt jazzliv, stærkt inspireret af især amerikanske jazzmusikere, hvoraf en del bosatte sig i byen. Værtshuset La Fontaine er det traditionelle samlingssted for jamsessions efter koncerter på fx Copenhagen Jazzhouse. I juli måned afholdes Copenhagen Jazz Festival med over hundrede koncerter indendørs og udendørs. Jazzhus Montmartre (1960-91) og Rytmisk Musikkonservatorium har i høj grad været medvirkende til jazzmiljøets udvikling.

Rockmiljøet har været i kraftig vækst i København siden den første tilknytning til dansesteder og diskoteker i 1950'erne og 1960'erne. Siden 1990'erne er musikken genremæssigt bredt repræsenteret, og i øvelokaler i medborgerhuse, skoler og private ejendomme florerer en stor underskov af amatørorkestre og semi-professionelle bands, som også understøttes af rytmiske aftenskoler. Rockmusikken kan opleves live på mange spillesteder i byen, fx Loppen på Christiania, Stengade 30 og diverse caféer. Tidligere var især Musikcaféen i Huset rockmusikkens højborg i København. Koncerter med de mere etablerede danske og internationale navne henlægges ofte til Pumpehuset eller Vega, mens de store koncertnavne optræder i Forum, KB-hallen, Valbyhallen eller i Parken.

Den elektroniske dansemusik har fra slutningen af 1980'erne suppleret byens rytmiske musikmiljø.

Læs mere om musik i København, læs videre om Københavns historie eller læs om København generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig