Kås Halvø, 407 ha stor, fredet (1941) halvø vestligst i halvøen Salling 20 km vest for Skive.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1302 Kaas, måske kås i betydningen 'anløbsplads'.

Kås halvø består af lave morænebakker, der er omgivet af hævet havbund med systemer af strandvolde og er adskilt fra Salling af Kås Sø. Ved sydvestpynten, Kås Hoved, ligger en 700 m lang klint med bl.a. marine aflejringer fra Elster-istid og Holstein-mellemistid. Den forblæste Kås Skov er et egekrat i naturtilstand med sjældne laver og insekter. Halvøens sydlige del er græs- og lynghede med mange lave gravhøje.

Umiddelbart øst for det fredede område, syd for søen, ligger hovedgården Kås med hovedbygning fra 1635, men med meget længere historie. Den var en af de borge, som bondehæren under Skipper Clements ledelse brændte af under Grevens Fejde 1534-36.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig