Jørgen Nielsen, 1902-1945, dansk forfatter. Han blev født i meget små kår på et midtjysk husmandssted. Hjemmet var stærkt præget af et indremissionsk sortsyn, og Nielsen var fra barnsben i stærk opposition til det. Han blev uddannet som journalist og boede fra 1927 i København. Inspireret af Nietzsches og Oswald Spenglers civilisationskritik skildrer Nielsen i sine romaner (Offerbaal, 1929, En Kvinde ved Baalet, 1933, En Gaard midt i Verden, 1936) og novellesamlinger (Lavt Land, 1929, Vi Umyndige, 1934, Figurer i et Landskab, 1944) i en nøgtern, "objektiv" form jyske bønder og husmænd. Hans grundopfattelse er, at det er dem, der lever i civilisationens yderområder, der har dens krise tættest inde på livet og lider mest under den. Forfatterskabets hovedværk er den delvis selvbiografiske dobbeltroman Dybet (1940) og Et Hus splidagtigt med sig selv (ufuldendt, udgivet posthumt i 1945), et knugende, "moderne" portræt af en husmandsfamilie, hvis medlemmer hverken forstår eller kan nå hinanden. Jørgen Nielsen havde siden sin tidligste ungdom lidt af svære depressioner og begik selvmord.