Jyväskylä

Jyväskylä, by i Mellersta Finland, Västra Finlands län, ved nordenden af søen Päijänne; 84.400 indb. med yderligere 34.800 i Jyväskylä landkommune (2006). Byen er hovedby i Mellersta Finland og fik købstadsrettigheder i 1837; dens ældste, rudeformede byplan er især efter 2. Verdenskrig blevet indlejret i et spredt bykompleks, der strækker sig adskillige kilometer i alle retninger og er opdelt af søer og skove. Byen er i dag et trafikknudepunkt, hvor jernbanelinjer og hovedveje krydser hinanden, og har en af de mest trafikerede indenrigslufthavne. Industrien fremstiller bl.a. maskiner til papirfabrikker; Finlands første, nu nedlagtte finerfabrik igangsattes her i 1912.

Byen er præget af servicefag og er et vigtigt uddannelsescenter med universitet og miljøforskningsinstitut. I motorsportskredse er den kendt for det årlige "Tusind Søers Rally". Arkitekten Alvar Aalto er repræsenteret med over 30 bygninger i Jyväskylä, bl.a. universitetet og et museum for ham selv; endvidere rådhuset i Säynätsalo 12 km mod syd.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig