Jyllinge

Jyllinge Kirke.

.

Jyllinge. I læ bag Lilleø og Jyllinge Holme i Roskilde Fjord ligger den ældste del af Jyllinge omkring byens gamle fiskerleje. Jyllinges attraktive beliggenhed ved fjorden og nærheden til Roskilde og København er væsentlig årsag til befolkningstilvæksten.

.

Jyllinge Havn

.

Jyllinge Kirke.

.

Jyllinge, by ved Roskilde Fjord mellem Frederikssund og Roskilde; 10.207 indb. (2017). Jyllinge ligger i Roskilde Kommune.

Faktaboks

etymologi:
Jyllinge nævnes 1171 som Iuleghe, 1. led måske Iula 'den gule', gammelt navn på Lilleø, 2. led gammeldansk eki 'egeskov', dvs. 'egeskoven ud for Lilleø'.

Jyllinge var indtil 1930'erne en blanding af landsby og fiskerleje. I dag er de gamle dele omgivet af store parcelhuskvarterer, hvori også det tidligere sommerhusområde Nordmark indgår. I byens lystbådehavn er der plads til ca. 400 både.

Den gamle by ligger ved en 10 m høj litorinaskrænt med udsigt over fjorden med bl.a. Jyllinge Holme og Lilleø, der benyttes til kreaturgræsning. Øst for Jyllinge findes et mindre industriområde.

Jyllinge Kirke

Jyllinge Kirke er en romansk bygning fra 1100-tallet med skib, kor og apsis bygget af rå og delvis kløvede kampesten og med hjørner af granitkvadre. Det lave tårn og våbenhuse i både syd og nord - alle i tegl - er tilføjet i sengotisk tid. Hele kirken står i dag hvidkalket.

Inventaret omfatter bl.a. alterbord og døbefont fra middelalderen, altertavle (omkring 1600) og prædikestol (1618) i renæssance.

Kirkens hjemmeside; se kort m. GPS, foto etc. på www.korttilkirken.dk

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig