JydskeVestkysten

.

JydskeVestkysten, dansk dagblad, grundlagt i januar 1991 ved en sammenlægning af Jydske Tidende og Venstre-avisen Vestkysten. De to aviser havde i mange år konkurreret om føringen i den sydlige del af Jylland.

Oplagstal
Jydske Tidende
1990 37.200
Vestkysten
1990 53.600
Jydske Vestkysten
1991 81.700
1992 79.500
1993 96.200
1994 95.300
1995 95.600
2005 78.600
2013 50.075

I 1990 besluttedes en fusion, og Berlingske Media (ejer af Jydske Tidende) og Den Sydvestjydske Venstrepresse (ejer af Vestkysten) blev ejer af hver halvdelen. I 1992 blev Folkebladet Sydjylland købt til. Fra oktober 1993 til 1998 udkom avisen under sit oprindelige navn Kolding Folkeblad og som en selvstændig udgave i JydskeVestkysten, siden som en Kolding-udgave i JydskeVestkysten.

Det nye blad, der er det eneste i Jylland syd for Varde-Kolding, fik i begyndelsen en vis oplagsnedgang, især i Vestkystens kerneområde. Senere medførte store redaktionelle resurser og effektiv markedsføring fremgang i hele området og en mindre tilbagegang end dagspressen generelt, da dagbladenes position svækkedes fra sidst i 1990'erne. Mens avisen oprindelig udkom i syv lokaludgaver, overgik den i 2005 til at udkomme i ni udgaver, én for hver af de nye kommuner, dens dækningsområder omfatter fra 2007.

I 2013 blev Berlingske Medias ejerandel købt af Den Sydvestjydske Venstrepresse, og med JydskeVestkysten som kerneudgivelse dannedes mediehuset Syddanske Medier A/S, der tillige omfattede bl.a. 18 ugeaviser, nyhedssitet jv.dk, radiostationen Skala FM, et filmproducerende selskab og en række websites. Syddanske Medier indgik i 2015 i Jysk Fynske Medier.

Avisens hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig