Jussi Adler-Olsen

Artikelstart

Jussi Adler-Olsen, Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen, f. 2.8.1950, dansk forlagsmand og forfatter. Jussi Adler-Olsen har bl.a. læst samfundsfag og filmvidenskab og haft en lang karriere i forlagsbranchen som bl.a. forlægger, forlagschef, antikvarboghandler og importør af tegneserier.

Han udgav bl.a. Komiklex 82 (1982), også kendt som Dansk Tegneserie Leksikon, og skrev to bøger om Groucho Marx (se Marx Brothers), inden han debuterede som romanforfatter med thrilleren Alfabethuset (1997).

Siden fulgte Firmaknuseren (2003) og Washington Dekretet (2006), der ligeledes sigtede mod det internationale marked med sine sindrige intriger og actionprægede handling med inspiration fra fx Frederick Forsyth.

Jussi Adler-Olsen har siden henlagt den primære handling i sine følgende kriminalromaner, Kvinden i buret (2007, filmatiseret 2013), Fasandræberne (2008, filmatiseret 2014), Flaskepost fra P (2009, filmatiseret 2016), Journal 64 (2010), Marco effekten (2012), Den grænseløse (2014) og Selfies (2016), til Danmark, hvor vicekriminalkommisær Carl Mørck og hans kolleger i den fiktive Afdeling Q i kælderen under Politigården opklarer diverse henlagte, komplicerede og vidtforgrenede sager.

Jussi Adler-Olsen modtog Statens Kunstfonds toårige arbejdslegat 2000-2001, og Flaskepost fra P er bl.a. blevet præmieret med Læsernes Bogpris 2010 og titlen som Årets Danske Krimi 2010.

I 2011 blev Jussi Adler-Olsen tildelt Boghandlerklubbens hædersbevisning De Gyldne Laurbær for Journal 64.

Jussi Adler-Olsens hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig