Junior Senior, dansk popduo centreret omkring Jeppe Breum Laursen (Senior), f. 1975, (sang) og Jesper Mortensen (Junior), f. 1977, (sang, guitar, bas), der begge spillede i Thistedrockgruppen Ludo X 1993-98. I 2002 debuterede Laursen og Mortensen som Junior Senior. De spillede nu humørfyldt partyrock med lån fra et utal af genrer, bl.a. med inspiration fra amerikanske The B-52's. Med singlen Move Your Feet (2002) og det efterfølgende album D-D-Don’t Don’t Stop The Beat fik duoen i 2003 et internationalt gennembrud. Succesen blev fulgt op af en række turnéer verden over. I 2005 fik Junior Senior endnu et stort dansk radiohit med singlen Itch U Can't Skratch.