Juniopstanden 1953

Juniopstanden 1953, arbejderopstand i Østberlin og andre storbyer og industricentre i DDR 17.6.1953. Opstanden udløstes af en økonomisk stramning, der bl.a. indebar 10% forhøjelse af arbejdsnormerne og dermed nedgang i reallønnen.

Strejker og protestmøder udviklede sig til en landsdækkende protest med krav om regeringens afgang og frie valg. Det er anslået, at mere end 200.000 arbejdere og funktionærer deltog, og da de østtyske myndigheder viste sig ude af stand til at standse opstanden, skred den sovjetiske besættelsesmagt ind.

Østberlin og andre storbyer blev sat i undtagelsestilstand, og opstanden nedkæmpedes med militære midler. Ca. 50 mennesker menes dræbt, mens over 1000 blev anholdt og 21 såkaldte kontrarevolutionære henrettet.

Juniopstanden var den første folkelige revolte i det sovjetisk beherskede Østeuropa. I Vesttyskland blev den 17. juni herefter fejret som national enhedsdag, Tag der deutschen Einheit.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig