Julius og Ethel Rosenberg, 12.5.1918-19.6.1953 og 25.9.1915-19.6.1953, amerikansk ægtepar, der var kommunister og de eneste, som i USA er henrettet for spionage i fredstid.

Fra 1940 udleverede Julius Rosenberg militære oplysninger til Sovjetunionen og 1944-45 hemmeligheder om atombomben, som han fik fra Ethel Rosenbergs bror, David Greenglass (1922-2014), der arbejdede på Manhattanprojektet. Efter anholdelsen af den tyske fysiker og spion Klaus Fuchs blev de afsløret og dømt til døden i 1951, idet Greenglass vidnede mod dem for at redde sin egen hustru. De blev henrettet trods voldsomme protester. Dødsdommen blev kritiseret som udslag af mccarthyismen, men efter efterretningstjenestens offentliggørelse i 1996 af kodede opsnappede dokumenter fra den sovjetiske ambassade, Venona-dokumenterne, er der næppe tvivl om Julius Rosenbergs skyld i spionage, mens Ethel kun var medvider.

Ægteparret Rosenbergs to sønner, Michael (f. 1943) og Robert (f. 1947), blev adopteret af en venstreorienteret skolelærer, Abel Meeropol (1903-86), der blev kendt som sangskriver under pseudonymet Lewis Allen, da han skrev Strange Fruit (1936), hvis bedst kendte fortolker var Billie Holiday, og The House I Live in (1943), sunget af Frank Sinatra i kortfilmen af samme navn (1945).

Michaels datter, Ivy Meeropol (f. 1968), har lavet en dokumentarfilm, Heir to an Execution (2004), der nuanceret behandler Rosenberg-sagen og dens langsigtede virkning på efterkommerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig