Faktaboks

Juliette Binoche
Født
1964

Juliette Binoche, f. 1964, fransk skuespiller med en egen hudløs sensualisme. Juliette Binoche er kræsen med sine roller og har efter gennembruddet i Leos Carax' (f. 1960) Mauvais sang (1986, Natten er ung) især gjort sig bemærket som Tereza i Philip Kaufmans The Unbearable Lightness of Being (1987, Tilværelsens ulidelige lethed) efter Milan Kunderas roman fra 1984.

Hun spiller den ene hovedrolle i Carax' Les Amants du Pont-Neuf (1991, De elskende fra Pont-Neuf) og har ikke mindst gjort indtryk i rollen som den sørgende komponistenke i Bleu (1993, Blå), den første film i Krzysztof Kieślowskis filmtrilogi Trois couleurs.

I 1997 modtog Juliette Binoche en Oscar for bedste kvindelige birolle i Anthony Minghellas The English Patient (1996, Den engelske patient). Blandt hendes roller kan nævnes Lasse Hallströms Chocolat (2000) og Michael Hanekes Caché (2005, Skjult). Senest ses hun i den franske instruktør Olivier Assayas' (f. 1955) eksistentielle midtvejskrisedrama Clouds of Sils Maria (2014, Skyerne over Sils Maria).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig