Julian Barnes

Faktaboks

Julian Barnes
Født
19. januar 1946

Artikelstart

Julian Barnes, f. 19.1.1946, engelsk forfatter. Efter sin debut med den selvbiografiske roman Metroland (1980) har Julian Barnes navnlig demonstreret fortællerperspektivets muligheder og betydning for omverdenstilegnelse og værdidomme.

I Flaubert's Parrot (1984, da. Flauberts papegøje, 1987) tematiseres vittigt biografigenrens problematiske virkelighedsafspejling, og i The Porcupine (1992, da. Pindsvinet, 1993) tages en politisk skueproces under drilsk behandling.

Julian Barnes' trekantsdrama Talking It Over (1991, da. En trekantshistorie, 1992), der tydeligvis spiller op mod François Truffauts nybølgefilm Jules et Jim (1961), fik en fortsættelse i Love, etc. (2000, da. Kærlighed osv., 2001).

Fransk-engelske forbindelser på godt, men mest ondt gennem tiderne er temaet i den frankofile Julian Barnes' Cross Channel (1996, Over Kanalen, 1997), mens en postmoderne forbrugerkultur bliver udsat for en Jonathan Swift-lignende satire i England, England (1998, da. 1999).

Essayisten Julian Barnes kan opleves i bidragene til tidsskriftet The New Yorker samlet i Letters from London, 1990-1995 (1995); den frankofile og Gustave Flaubert-optagne skribent i Something to Declare (2002). I Arthur and George (2005) udforsker Julian Barnes med autentisk baggrund i en sag, der involverede Arthur Conan Doyle, fordomme baseret på ikke-engelsk etnisk herkomst i 1800-t.s victorianske Storbritannien.

I 2008 udkom erindringerne Nothing to Be Frightened Of, der bl.a. blev fulgt af romanen The Sense of an Ending (2011), som endelig efter fire nomineringer sikrede Julian Barnes den prestigefyldte Bookerpris.

Ud over sin litterære produktion i eget navn har Julian Barnes tillige udsendt fire kriminalromaner under pseudonymet Dan Kavanagh.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig