Jules Rimet-trofæet, sejrstrofæ for verdensmestrene i fodbold 1930-70, skabt af den franske billedhugger Abel Lafleur (1875-1953) og navngivet efter FIFAs daværende præsident, franskmanden Jules Rimet (1873-1956). Pokalen er 32 cm høj, vejer 1,8 kg og er fremstillet i guld. Pokalen er blevet stjålet to gange, sidste gang i 1983 i Brasilien, og den er ikke siden dukket op. Brasilien vandt trofæet til ejendom i 1970, da landet for tredje gang vandt VM. Det efterfølgende trofæ fik betegnelsen FIFA World Cup.