Barbey d'Aurevilly

Det var med sin polemiske journalistik og skarpe kritik, at Barbey vakte opmærksomhed (Les Œuvres et les Hommes, 1860-1909). Sin litterære anerkendelse opnåede han med romaner som L'Ensorcelée (1855, Den forheksede kvinde). Han kunne skabe et forunderligt univers, hvor overnaturlige, ofte sataniske elementer truer med at sprænge den realistiske ramme, som begivenhederne udspiller sig i. Dette gælder også hans vigtigste roman, Le Chevalier des Touches (1864, på dansk Junker des Touches, 1886) om Chouanoprøret i Frankrig under revolutionen og frem for alt novellesamlingen Les Diaboliques (1874).

I denne berømte samling lader Barbey en række kvindeskikkelser fremstå som bytte for lidenskaber eller med djævelske drifter i forhold til mændene. I seks fortællinger, der almindeligvis kategoriseres som noveller, beskrives i et til tider krast sprog erotikken som en farlig og overvældende kraft, der griber kvinderne eller bruges af dem mod mændene.

En ung kvinde dør af det i armene på sin elskede ("Le Rideau cramoisi"), en purung pige kommer til at tro, at hun er gravid ("Le plus bel amour de Don Juan"), utæmmelige drifter fører til giftmord ("Le Bonheur dans le crime") eller blodige dramaer og hævnakter ("A un dîner d'athées"). Der er tale om rammefortællinger med et vidne, der peger på et forlorent samfund eller skjulte sider af de implicerede, der må leve i en verden "med platte skikke, hvor love har erstattet lidenskaberne".

På denne baggrund kunne Barbey skrive, at litteraturen slet ikke er et udtryk for samfundet, som Louis de Bonald mente. Tværtimod kan den udtrykke samfundets fortrængninger.

• Frankrigs litteratur

• Berthier, Philippe (1978). Barbey d'Aurevilly et l'imagination. Genève: Droz.
• Bertrand, Mathilde, Pierre Glaudes, Élise Sorel (udg.) (2023). Barbey d'Aurevilly et le romantisme. Paris: Classiques Garnier.