Juana Inés de la Cruz

Juana Inés de la Cruz, egl. Juana Inés de la Cruz de Asbaje y Ramirez, 1648/1651-1695, mexicansk forfatter og lærd nonne, gennem det meste af sit liv en ivrig forekæmper for kvinders ret til uddannelse. Allerede som 17-årig var hun så berømt for sin viden, sine digte og sin skønhed, at hun blev hofdame hos vicekongen. I 1668 gik hun i kloster, hvor hun skrev sine vigtigste værker.

Søster Juanas forfatterskab er en syntese af de kunstneriske og intellektuelle strømninger i 1600-t. og foregriber til en vis grad 1700-t. Et af hendes hovedværker er El sueño (1692, Drømmen), hvoraf kun udkom den første del, digtet Primero sueño på 975 vers. Det er inspireret af Góngora og beskriver natten, hvor ånden renses og forsøger at trænge ind i Universets love; men daggryet kommer, uden at det er lykkedes. Juana skrev desuden teaterstykker og en teknisk afhandling om musik, som er gået tabt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig