Juan de Valdés, ca. 1490-1541, spansk hofmand og forfatter. Valdés hørte til den kreds, der ville reformere den katolske kirke i samme retning som Erasmus af Rotterdam. Hans værker er næsten udelukkende religiøse. Kun ét blev publiceret, mens han levede, Diálogo de doctrina cristiana (1529, da. Dialog af J. de Valdés, 1904, forkortet). Den afstedkom en inkvisitionsundersøgelse, hvad der fik Valdés til at forlade Spanien. Af kejser Karl 5. blev han ansat som arkivar i Napoli, og der skrev han en række først posthumt udgivne værker. Blandt disse er en omhyggelig instruktion i det castilianske sprog, Diálogo de la lengua (1. udg. 1737).