Juan Ruiz de Alarcón y Mendoza, 1580/1581-1639, spansk dramatiker. Han blev født og voksede op i kolonien Ny Spanien (Mexico). Fra 1615 til sin død boede han i Spanien. Fysiske deformiteter og hans herkomst gjorde ham til skydeskive for det madrilenske parnas.

Hans i alt ca. 20 teaterstykker blev udgivet i to "Partes" i hhv. 1628 og 1634. I disse videreførte han den altdominerende formel, som Lope de Vega havde skabt, undertiden dog med markant kritisk distance. Hans stykker kendes for formmæssig fuldkommenhed og for udstilling af umoralske grundtyper: fx løgneren, bagvaskeren, den utaknemmelige. Behandlingen af æresbegrebet er en udfordring af klichéerne. Mest kendt er La verdad sospechosa, (udg. 1634, da. Den mistænkelige Sandhed, 1879).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig